LISELOTTE HJORTHS BEDSTE TIPS TIL AT FORSTÅ DIG SELV (OG HÅNDTERE ISOLATIONEN)


Skrevet 14. april 2020 af Lene Bredahl

I NLP Huset kører vi for øjeblikket en serie med undervisernes bedste tips til at forstå dig selv (og håndtere isolationen). I dag er det vores dygtige underviser Liselotte Hjorth, vi har interviewet.

Hvordan bruger du selvledelse i øjeblikket?

“Den form for selvledelse, jeg bruger meget for øjeblikket, er mindfulness meditation. Mine meditationer er blevet mere rolige, og det er lettere at komme ind i en meditation, oplever jeg. At meditere åbner øjnene for ens automatiske tanker, følelser og reaktioner, også i forhold til isolationen.

Jeg oplever, at mit nærvær er blevet større, nu hvor støjen er blevet mindre i min hverdag. Synes den sidste tid med tydelighed har vist, at det er en illusion at tro, at vi har styr på livet, på planerne og på fremtiden. Med ét kan alting ændres, og jeg oplever derfor, hvordan der de sidste mange uger ikke har været andet at gøre, end blot at være i nuet – at være med dagen i dag. Så på den måde er det her jo også en opvågnen til livets egentlige natur, og det giver mig en ro dybt inde.

Den ro, oplever jeg også hos mange af de mennesker, jeg taler med. De fortæller mig om, hvordan de føler kroppen og hele deres nervesystem er faldet mere til ro, og hvordan de simple ting i hverdagen nydes som fx en daglig gåtur eller at få læst en god bog.

Baggrunden for hele situationen er jo dybt tragisk, og jeg ved, at mange lige nu mister – mange mister deres økonomiske fundament, og desværre mister nogle også deres kære. Det berører mig dybt, og samtidig er det så smukt at opleve det samfundssind, som er vakt til live, og jeg fornemmer, at oplevelsen og ansvarligheden i at være en del af noget større, giver os en dyb tilfredsstillelse som mennesker.”

 

Hvilken bog kan du anbefale?

“Jeg kan anbefale bogen ‘Sluk emhætten. Træn din hjerne og træf bedre beslutninger’ af Rikke Østergaard og Ulrich Kirk. Den handler om mentaltræning og om hvordan og hvorfor meditation styrker det mentale velvære.”

Hvad arbejder du med lige nu?

“Jeg arbejder på mit speciale som afslutning på min NLP Psykoterapeut uddannelse. Specialet bygger på et gruppeterapeutisk forløb med unge kvinder, hvor jeg undersøger, hvordan netop gruppeterapi baseret på mindfulness-tankegangen kan hjælpe disse kvinder. Jeg har designet et forløb på 6 mødegange, hvor 6 unge kvinder har tilmeldt sig, og jeg glæder mig meget til at kunne trække essensen ud af dette.

Jeg nyder også rigtig meget samværet med min familie og mine daglige gåture i naturen, hvor jeg ofte finder forskellige træstykker, som jeg tager med hjem. Jeg sætter en proces i gang med at blande forskellige materialer med eddike, og så skal det egentlig bare ligge ude i frost, regn, sol og luft, og på næsten magisk vis forvandles træstykkerne til ”små stykker kunst”. For mig er det en fin og aktuel reminder om livets smukke og til tider barske uforudsigelighed, og at vi mennesker alene kan gøre os umage med at ’så frøene’, men aldrig opnå den fulde kontrol og styring.”

NLP Huset er ikke fysisk åbent for kursister lige nu – af hensyn til coronakrisen. Alligevel vil vi gerne inspirere dig. I næste blogindlæg vil vores underviser Kasha Hansen give dig sine bedste tips til at udforske og forstå dig selv og andre bedre. Inspireret af faglitteratur, hun har læst.

Du kan også læse videre her i bloggen, hvor vores andre undervisere giver deres bedste råd her under krisen.

De bedste hilsner

Ove Schroll og Lene Bredahl

P.S. Liselotte Hjorts ’skrivested’ (se foto): “Jeg elsker lyset og udsigten til naturen i min havestue. Det er ofte her, jeg både skriver og mediterer, når jeg arbejder hjemmefra.”


Skriv et svar