HVAD NU HVIS…?


Skrevet 4. oktober 2017 af Lene Bredahl

Hvad nu, hvis man gik til højre i stedet for til venstre? Hvad nu, hvis man hed Søren Stagis, var jura-uddannet og småbange for kvinder som Lisbeth Holm, der drømmer om en glorværdig karriere som fagforeningsboss? Ja, så starter man ikke sit eget firma – og slet ikke sammen.

– I NLP Huset fik jeg alle redskaberne og troen på, at det kunne jeg da godt. Jeg har fået værktøjskassen og samtidig fået fjernet de forhindringer, der holdt mig tilbage. Og jeg havde aldrig turdet tale til sådan en som Lisbeth, griner Søren og kigger kærligt på sin nye samarbejdspartner.

Fælles firma
Sammen har de skabt firmaet Forvandling, der så dagens lys d. 21. februar 2009. Udover at de mødte hinanden i NLP Huset og nu har et firma sammen, så har de to intet tilfælles. – Det er en kæmpe styrke. Vi er langt bedre og mere værdifulde
sammen, fortæller Lisbeth. – Det er ikke, 1+1=2.

– Nej, det bliver til 10, det er virkelig vildt, afbryder Søren blidt, mens styrken over deres fælles evner stadig forbløffer ham.

Alt er, som det skal være. Selvom firmaet er ungt, så har de masser af vind i sejlene. Opgaverne kommer ligesom af sig selv.

– Livet har for mig været en kamp, og det er det bare ikke mere. Så længe vi bare gør det, vi er gode til, så sker det af sig selv. Vi har takket nej til opgaver, fordi de ikke hang sammen med vores sjæl og ideologi, og det har kun været positivt, siger Lisbeth, mens hun ivrigt læner sig frem, for at understrege sin pointe. – Jeg behøver ikke længere være misundelig eller lede efter det, der mangler. Det hele er præcis, som det skal være. Jeg er ikke ét sekund i tvivl om, at det her bliver stort. Det er ligesom om, der er noget, der hjælper os, supplerer Søren sin kollega.

– Hele livet har jeg ikke været helt tilfreds, og pludselig samler alle brikkerne sig. Pludselig bliver alt muligt, siger Lisbeth.

Vanedannende
Når de skal fortælle, hvad de har lært i NLP Huset, flyver begreberne ud af munden på dem: NLP, Enneagrammet, Master, HR Coach og mange andre ord, som er helt sorte for en nybegynder. For stedet har virket vanedannende på dem begge.

– Her er et specielt univers, hvor det er ok at vende blikket indad og dele livet med nogen på godt og ondt – især det, der gør rigtig ondt. Her bliver man forstået, accepteret og respekteret. Første gang, jeg oplevede det, tænkte jeg: ”Gudskelov, jeg er ikke alene”, fortæller Lisbeth, og den ellers kraftfulde stemme bliver stille.

Smertefuldt navlepilleri
– Det kan lyde som noget navlepilleri, men hvis ikke man kan tåle, at kigge på det, der kan være svært, skal man blive langt væk, siger Søren. – Ja! Er du til pisk og sømmåtter, så er det her noget for dig, afbryder Lisbeth med en lettere ironisk latter.

De griner begge, men bliver med ét alvorlige. For de ved godt, at de aldrig bliver færdige i deres selvudvikling, og de bliver aldrig trætte af at se andre undergå den forvandling, der har ændret deres liv. – Du har sgu nærmest pligt til at give det videre. Vi kan ikke bare sidde med den her store gave. – Nej, du kan ikke fastholde det, medmindre du giver det videre, siger Søren samstemmende.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *