HJERTEMANDEN


Skrevet 6. oktober 2017 af Lene Bredahl

Først skal der smiles af, hyggesludres lidt, og så skal han lige fiske alle sine hjerteformede krystaller op af lommen. Han har både en blårød jaspis og en bjergkrystal. For fem år siden ville han have forsvoret, at han ville beskæftige sig med den slags, men nu kan han godt have gang i 4-5 hjerter ad gangen.

– Jeg har aldrig gået op i sådan noget før, men NLP Huset har åbnet mit sind, siger Bo. Ikke at NLP Huset har noget med krystaller at gøre, men efter at han begyndte at arbejde med sig selv, ved at uddanne sig i NLP og Enneagrammet, blev han også åben over for det spirituelle.

Stort set alle de uddannelser, der er blevet udbudt i de rummelige lokaler, har Bo besøgt. Men det startede med NLP. – ”Sådan noget amerikanerpis”, tænkte jeg. Men i virkeligheden var det fordi, jeg var angst for at forandre mig, fortæller Bo ærligt.

Der var ikke noget at stille op
Men forandret, det blev han. For alt det, han blev præsenteret for, var simpelthen for spændende. Underviserne var dygtige, og der skete hele tiden noget. Der var ikke noget at stille op.

– Underviserne var cremen af cremen hele vejen igennem, så der kommer action på her i Huset. Bo er typen, der taler med hele kroppen. Han læner sig ind over bordet, armene farer rundt, og smilet når hele tiden op til øjnene. Han brænder for stedet, og han brænder for de forandringer, det har givet ham. – NLP´en åbner verden. Det åbner vores sind. Det giver en grundlæggende ro, som jeg har fundet her i Huset.

Hvem var Bo
Førhen vidste Bo ikke helt, hvem han selv var. Jo, han var Bo Petersen, men resten kunne han godt være lidt usikker på. I dag er han en modig mand. – Jeg ved, hvem jeg er, og jeg tør godt stå ved det. Jeg er lykkelig, og jeg tør sige det højt, og jeg tør også sige, når jeg er ked af det.

Planen på sigt er, at han vil være selvstændig. For han lever for at hjælpe andre med at skabe den forandring i dem selv, der gør, at de bedre kan rumme livet; når lettelsen når øjnene, når skuldrene for alvor slapper af. – I dag lever jeg i en fantastisk verden med skønne mennesker.

Der er kommet så mange nuancer på – Det er som om, der er nogen, der har givet mig et farvefjernsyn – i 3D, siger han og griner højt.

Snoretrækket blev klippet
Den største oplevelse, han har haft i NLP Huset, var, da han under en præsentation af sig selv på et NLP-hold, hev en sprællemand op af tasken for at illustrere, at nu var snoretrækket klippet over. Han havde selv taget kontrollen over, hvem han var, og hvordan han reagerede på omverdenen.

– Det er sjovt, men når man forlader NLP Huset, så kommer man ud i en verden, hvor der er færre idioter end før. Jeg kunne pludselig rumme mig selv, og så kan man automatisk også bedre rumme andre.

Vil du vide mere om NLP? Så er her en længere artikel


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *